Selvom kost og motion ikke alene er hverken årsagen bag eller
løsningen på svær overvægt blandt unge, så kan bedre viden om og et
større fokus på især kost og motion i dagligdagen gøre en forskel for
et ungt menneske med svær overvægt.
Læs Fødevarestyrelsens officielle kostråd og Sundhedsstyrelsens
anbefalinger til motion hos børn og unge herunder
Fokus på kost og fysisk aktivitet i dagligdagen er vigtigt for alle –
og særligt for unge med overvægt og deres familier kan et større fokus
på sund kost og regelmæssig motion være vigtige faktorer i kampen mod
vægten, men også for den generelle sundhed og trivsel. Samtidig kan
det være med til at forebygge en række livsstilssygdomme senere i
livet som fx diabetes type-2 og hjertekarsygdomme.
Det, vi spiser og drikker, har betydning for vores sundhed generelt,
men for mange også for en sund vægt. Et godt udgangspunkt, for at
blive endnu mere bevidst om, hvordan man sikrer en sund og nærende
kost, findes i Fødevarestyrelsens officielle kostråd. Kostrådene er en
god rettesnor til at få en sund balance i det, man spiser og drikker,
men også for at sikre, at kroppen får dækket behovet for mineraler,
vitaminer og andre vigtige næringsstoffer.
Fysisk aktivitet og motion er godt for både krop og sind. Mange unge
i dag bruger en stor del af dagens vågne timer på stillesiddende
aktiviteter og for mange er elektroniske medier blevet en naturlig del
af børn og unges hverdag og har i nogle tilfælde erstattet den fysiske
leg – men bevægelse og fysisk aktivitet er vigtigt for den generelle
sundhed hos os alle.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn og unge mellem 5-17 år er
fysisk aktive i mindst 60 minutter om dagen. De 60 minutters
aktivitet skal ikke udgøres af almindelige dagligdagsaktiviteter, men
foregå ved moderat til høj aktivitet – altså aktiviteter, hvor man
føler sig forpustet og kan have svært ved at føre en samtale.
Der findes mange måder at være fysisk aktiv på. Der er bl.a.
udviklet flere apps til mobiltelefonen og flere hjemmesider indeholder
inspiration til at være fysisk aktiv. På Sundhedsstyrelsens
hjemmeside kan man også finde inspiration til fysisk aktivitet.
DK23OB00067 December 2023