Go to the page content

Hjælp til vægttab hos lægen - 10 spørgsmål du kan stille din læge



Af Tina Vilsbøll, professor ved Københavns Universitet og overlæge på Steno Diabetes Center Copenhagen.

Overvejer du at søge hjælp til vægttab hos lægen? Ingen bør stå alene i et vægttab, og derfor kan det være en god idé at snakke med din læge omkring en behandlingsplan, som passer til netop dig.

Hvis du lever med svær overvægt, er du langt fra alene. Der kan være mange årsager til, at personer døjer med overvægt, hvor blandt andet faktorer som genetik og hormoner kan spille en væsentlig rolle1. Ligesom årsagerne til overvægt kan være komplekse, ligeledes kan vægttab have en kompliceret størrelse.

Mange har nemlig svært ved at tabe sig på trods af, at de følger en sund kost og dyrker motion2. Hvis dette er noget, som du kan nikke genkendende til, så anbefaler vi, at du læser artiklen “Hvorfor taber jeg mig ikke?”.

Det kan dog være svært at starte en samtale om svær overvægt – selv med ens læge. Derfor har vi samlet ti spørgsmål, du kan stille din læge, så du kan få mest muligt ud af jeres samtale.

10 spørgsmål du kan stille din læge:

Her er ti spørgsmål du kan stille din læge, der kan hjælpe dig i gang med de overvejelser, du har omkring dit vægttab, og som er vigtige i din samtale med din læge, så I sammen kan lægge en plan for det videre forløb:

1. “Jeg vil gerne tabe mig, fordi…”

Det er en rigtig god idé, at du overvejer årsagen til, at du gerne vil tabe dig, og at du får inddraget din læge i disse overvejelser. Det giver anledning til at drøfte din historik og dine ønsker for fremtiden.

Den bagvedliggende motivation til, hvorfor du gerne vil tabe dig, spiller nemlig en afgørende rolle for dit vægttab1,2. Faktisk påpeger et studie, at succesraten for et vægttab i stor grad afhænger af, hvorvidt ens motivation er styret af indre eller ydre faktorer.

Her konkluderede studiet, at personer, som var motiveret på baggrund af ens udseende, tog på igen i løbet af det 30 måneder lange forløb. Derimod kunne de personer, hvis vægttab var styret af intern motivation, i højere grad vedligeholde deres vægttab.

Du kan også læse nærmere om motivationen til vægttab her.
 

2. Hvordan fungerer en indsats for vægttab hos dig? 

Dette er et vigtigt spørgsmål, fordi der ikke findes en enkelt tilgang, der fungerer for alle. Det betyder, at tests, evalueringer og forløb vil variere afhængigt af din situation, helbredsproblemer og eventuelle tidligere behandlinger.
 

3. Hvem udover dig kan hjælpe mig med mit vægttab? 

Du kan ikke forvente, at din læge er ekspert i alt. Men du kan forvente, at din læge ved, hvornår du skal henvises til en specialist. Det kan eksempelvis være, at din læge vurderer, at du ville have gavn af en diætist eller endda af en adfærdsterapeut 3.
 

4. Hvilke behandlingsmuligheder er der? 

Der findes mange forskellige behandlingsmuligheder, når det kommer til overvægt. Det kan være alt fra livsstilsændringer i form af kost og motion til medicinske- eller endda kirurgiske behandlinger. I Danmark findes der kun få medicinske muligheder, og kun få bliver tilbudt operation.

Uanset hvilken behandlingsform der er tale om, er processen for et vægttab lang, og det skal både du og din læge være indstillet på. Der findes nemlig ingen quick fixes. Ofte kræver et vægttab en kombination af specialister inden for kost, motion og psykologi.

I samarbejde med din læge skal du finde ud af, hvilken behandling, der passer bedst til dig.
 

5. Hvad synes du er realistiske mål ift. et varigt vægttab – og hvordan vil de mål blive understøttet?

Dette spørgsmål vil hjælpe dig med at finde ud af to ting: om din læge har haft succes i sin tilgang til behandling af svær overvægt, og om din læge følger sine patienter under behandlingsforløbet. Det er vigtigt, fordi du gerne vil have en læge, der interesserer sig for langsigtet behandling.
 

6. Hvem har du erfaring med at involvere, når det handler om vægttab?

Din læge skal hjælpe dig med at identificere gode og realistiske mål. Men det er lige så vigtigt, at du modtager støtte under processen, og at du er åben omkring, hvor du har behov for støtte.

Afhængig af dit forløb kan både din diætist, motionseksperter m.fl. være gode støtter, men lokale og/eller online støttegrupper kan også være en rigtig god måde at udveksle erfaringer på og holde motivationen for et vægttab.
 

7. Hvor hyppige vil mine konsultationer være hos dig?

Jo hyppigere, jo bedre. Dine konsultationer med din læge har til formål at støtte dig, holde dig op på planen og for evt. at justere dit forløb efter behov. Men konsultationerne er måske ikke altid hos din læge – det skal også være hos nogle af de andre behandlere, der er tilknyttet dit vægttabsforløb.
 

8. Hvor meget vil det koste mig at gå i gang med et vægttab?

De omkostninger, der er forbundet med et vægttab varierer meget, alt efter hvilket
behandlingsforløb, der bliver lagt for dig. Men det er vigtigt, at du er klar over, hvor meget du selv skal betale, så du også økonomisk kan lægge en holdbar plan.
 

9. Hvor skal der sættes ind, hvis planen ikke virker?

Svær overvægt er komplekst. For vellykket behandling har du brug for en individuel
behandlingsplan, der passer præcis til dine behov. Denne plan bør omfatte realistiske mål og regelmæssige evalueringer. Afhængigt af din fremgang kan det være nødvendigt at justere behandlingsplanen. Det er vigtigt, at du sammen med din læge løbende vurderer, hvor der er behov for at justere i planen.
 

10. Er du motiveret til at samarbejde med mig omkring mit vægttab?

Det kan virke som et meget direkte spørgsmål, men det er vigtigt, at du føler, at du er i gode hænder. Du har brug for en, der er interesseret i at være en oprigtig partner på din rejse mod vægttab og som tager sin del af ansvaret for din succes.
 


Opsummering

Der er mange grunde til, at personer døjer med overvægt, og vægttab er en kompliceret størrelse. Forskellige faktorer, såsom genetik og hormoner, har en stor indflydelse på ens vægttab, og kan være en årsag til, at mange har svært ved at tabe sig til trods for, at de dyrker motion og har en sund kost.

Vægttab kan derfor være rigtig svært og ofte være en ensom proces. Det er derfor en rigtig god idé, at snakke med sin læge, så man sammen kan finde en skræddersyet behandlingsplan, som passer til netop dine behov.

Det kan dog være svært at tale om overvægt – selv med ens læge – og derfor kan det være en hjælp at have forberedt en række spørgsmål forud for sit møde.

 

Referencer
  • Causes of Obesity. Centers for Disease Control and Prevention (CDC), Division of Population Health, National Center for Chronic Disease Prevention and Health Promotion.
  • Poraj-Weder M, et al. 2021. “Why it is so hard to lose weight? An exploration of patients’ and dietitians’ perspectives by means of thematic analysis”. DOI:
    10.1177/20551029211024406
  • Mroz JE., et al. 2018. “Health and appearance reasons for weight loss as predictors of long-term weight change”. DOI: 10.1177/2055102918816606
  • Dicker D, et al. 2021. “Patient motivation to lose weight: Importance of healthcare professional support, goals and self-efficacy”. DOI: 10.1016/j.ejim.2021.01.019
  • Teixeira PJ, et al. 2012. “Motivation, self-determination, and long-term weight control”. DOI: 10.1186/1479-5868-9-22
  • Foster GD, et al. 2005. “Behavioral treatment of obesity”. DOI: 10.1093/ajcn/82.1.230S

Relaterede artikler