Jeg er vokset op i et meget kærligt hjem. Min mor var frisør. Hun var smuk, høj og slank, men var alligevel altid på kur. Det samme var min mormor. Så det var også et hjem med et stort fokus på udseende og på vægt. Det resulterede i, at jeg i en meget tidlig alder følte, at jeg var forkert, for jeg var ikke tynd, men havde hvalpefedt. Derfor begyndte jeg også meget tidligt at overspise. Allerede dengang brugte jeg nemlig maden til at finde tryghed og trøst, når jeg havde det dårligt med mig selv, hvilket var meget tit. Derfor har jeg i mange år spist på mine følelser – uden jeg selv var klar over det. Og det fortsatte, indtil jeg på et tidspunkt i mit voksne liv endelig indså de psykologiske årsager til min overvægt.

Som barn havde jeg hvalpefedt og fik hurtigt lidt flere overflødige kilo, fordi jeg i en meget tidlig alder begyndte at overspise. Det gjorde jeg bl.a. fordi, jeg også meget tidligt begyndte at føle mig forkert, føle mig tyk og uden for det fællesskab, som de andre børn havde, og det medførte, at jeg blev meget usikker på mig selv. Og jo mere forkert jeg følte mig, jo mere begyndte jeg at spise, fordi jeg fandt trøst og tryghed i maden. Op igennem mine teenageår udviklede det sig til en spiseforstyrrelse i form af tvangsoverspisning.

Mine forældre var selvfølgelig opmærksomme på, at jeg tog mere og mere på, og de forsøgte at hjælpe mig bl.a. ved at blive meget restriktive omkring, hvad jeg måtte spise. Men det hjalp ikke meget, for så spiste jeg jo bare de forbudte ting i smug og blev ved med at overspise. Den sunde mad ændrede jo ikke på de følelser, jeg havde omkring mig selv. Så jeg tror simpelthen ikke, de vidste, hvad de skulle stille op. Der var jo heller ikke det samme fokus og den samme tilgang til børn med overvægt, som der er i dag.

Da jeg var omkring 17 år, tog min mor mig med til lægen for første gang. På det tidspunkt var jeg buttet men ikke overvægtig. Men fordi jeg følte mig så forkert og så meget uden for, var det meget vigtigt for mig at tabe mig. Og så udskrev lægen nogle slankepiller, som jo på ingen måde hjalp mig – bl.a. fordi det jo var mit eget syn på mig selv og dermed noget psykisk, som var det egentlige problem og årsagen til, jeg tog mere og mere på.

Min overvægt og min spiseforstyrrelse fik for alvor fart i 1995, da jeg var 21 år og var gravid med min første datter. Her havde jeg det også rigtigt svært psykisk, jeg var meget usikker og spiste derfor så ufatteligt meget. Så under graviditeten tog jeg 42 kg på, og efter fødslen går jeg faktisk ned med en fødselsdepression. Og herefter går jeg igennem en hård årrække, hvor jeg har det rigtig skidt med mig selv og er ekstremt usikker på alt.

Det resulterer i, at jeg i de efterfølgende år tager mere og mere på i vægt, netop fordi jeg brugte maden til at finde tryghed og trøst. Og på den måde endte jeg i en ond cirkel. For jo mere jeg tog på, jo dårligere fik jeg det med mig selv, og jo mere spiste jeg så for at lindre mit ubehag. I denne periode går det op for mig, at jeg lider af tvangsoverspisning. Men jeg har ikke overskuddet til at række ud efter hjælp.

Det var en hård periode i mit liv, og jeg delte på intet tidspunkt mit indre kaos og min tvangsoverspisning med hverken min mand, veninder eller øvrige familie. Jeg skammede mig over mig selv og var bange for, hvad de ville tænke om mig, hvis de opdagede, hvordan jeg proppede mig med mad.

Det var faktisk først i 2006, hvor jeg i forbindelse med min tredje graviditet indgår i et forløb på almenpsykiatrisk afdeling for at forebygge en ny fødselsdepression, at de får mig overbevist om, at jeg skal søge hjælp. De får mig til at åbne op og ser jo så, hvor galt det faktisk står til med mig rent psykisk. Og herfra tager det så fart, da jeg umiddelbart efter, via min læge, bliver henvist til et forløb på et psykoterapeutisk center.