“Svært overvægtig. Fed. Overvægtig. Velnæret. Kraftig. Overstørrelse.
Velpolstret. Usund vægt. Det er blot nogle af de endeløse betegnelser,
der bruges til at beskrive folks vægt.
Stigmatiserer disse ord?
Får de dig til at føle dig værdiløs? Gør de dig vred? Har det
betydning, hvilken sammenhæng disse ord bruges i?” - Angela Chesworth
Hvad bør vi kalde det? Det er overraskende, hvor meget fokus der er
på svaret til dette spørgsmål, når vi taler om svær overvægt. Nogle
foretrækker "fed", fordi de mener, at det er en faktuel
beskrivelse. Andre blive stødte af "fed" og foretrækker
"overvægtig", fordi det er et objektivt, klinisk
udtryk.
Jeg deltog for nylig i en konference i
Storbritannien om svær overvægt og vægtkontrol og hørte en taler bruge
udtrykket personer med "højere vægt". Dette medførte en
meget negativ reaktion blandt visse dele af publikum, som tydeligt
følte, at det var både stigmatiserende og fornærmende.
Jeg deltager aktivt i organisationer, der støtter mennesker, der
lever med svær overvægt. Jeg føler, at stigmatisering er en meget
vigtig del af udfordringen, og det er selvfølgelig i den sammenhæng,
at definitioner - og uoverensstemmelser om definitioner - opstår.
Eftersom vi alle er individuelle personer, er det svært at gøre alle
tilfredse. Hvad en person måske synes er en fornærmelse, generer ikke
en anden.
For mig er det sammenhængen, der gør, om et ord er nedladende. Hvis
man bliver kaldt "fed" af en tilfældig forbipasserende, kan
man føle sig ked af det, vred og endda værdiløs. Men hvis en læge
siger til dig: "Jeg er bekymret for, at din krop indeholder for
meget fedt, og det kan forårsage helbredsproblemer i fremtiden."
Har du det så på samme måde?
Svær overvægt anses ofte som noget, man selv er skyld i, og dette
giver mulighed for, at folk kan latterliggøre, diskriminere og mobbe
en. Så da jeg forlod konferencen, var jeg bekymret over, at der havde
været så meget fokus på "hvad kalder vi det?" Er
stigmatiseringen om "spis mindre, bevæg dig mere" ikke meget
vigtigere, end hvad selve sygdommen bliver kaldt?
Det, folk ikke forstår, er, at jeg er aktiv. Jeg har haft et fysisk
krævende fuldtidsjob, siden jeg forlod skolen. Jeg har også haft en
personlig træner, og jeg går i motionscenter og svømmer dagligt. Så du
kan sige, hvad du vil, og kalde mig fed, overvægtig, velnæret, kraftig
eller hvad du har lyst til. Men hvis du føler, at du har brug for at
dømme mig, så gør det baseret på dine egne observationer, og ikke
baseret på det, du får at vide af medierne, eller af professionelle
uden erfaring eller forståelse for, hvad det rent faktisk betyder at
leve med svær overvægt.
DK23OB00085 13. december 2023