Før mit psykoterapeutiske forløb kæmpede jeg med et stort selvhad og en stor usikkerhed. Det havde jeg gjort, siden jeg var barn, og i årenes løb havde det udviklet sig til en ond spiral. Jo mere mit selvhad og min usikkerhed voksede, jo mere spiste jeg, fordi jeg fandt trøst og tryghed i mad, og jo mere jeg spiste, jo mere usikkerhed og selv-lede oplevede jeg. Og så startede spiralen ellers forfra. Det resulterede i en spiseforstyrrelse i form af tvangsoverspisning og en støt stigende vægt. Det fortsatte i mange år og frem til 2006, hvor jeg som 32-årig kom i et psykoterapeutisk forløb. På det tidspunkt vejede jeg 130 kilo.

I forløbet blev der bl.a. arbejdet på at få vendt min usikkerhed, mit forvrængede selvbillede og mit selvhad - altså de psykiske aspekter, som i virkeligheden var de fundamentale årsager til, at jeg hele mit liv havde kæmpet med min vægt. Efter forløbet og en del efterfølgende arbejde med mig selv, hvor jeg bl.a. dyrkede mindfulness, lærte jeg faktisk at tro på mig selv. Jeg lærte at acceptere mig selv og min overvægt, at ”det er sådan her, jeg ser ud”, og jeg havde det godt med det. Jeg synes, det var sådan, at jeg skulle være. Og hvis folk ikke kunne acceptere det, så var jeg ikke interesseret i at have dem i mit liv.

Så i forhold til min selvtillid og rent psykisk så var alt godt i mit liv. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde haft det så godt med mig selv. Det eneste ”men” var dog, at mine 130 kilo hæmmede mig en del fysisk. Jeg havde ondt i knæene, kunne ikke gå op ad trapper uden at få ondt, jeg led af refluks og halsbrand, og jeg havde svær snorken om natten – og det hele påvirkede selvfølgelig min livskvalitet.

Jeg opsøgte min daværende læge på grund af de fysiske gener. Men han ville ikke henvise mig til en fedmeoperation, da han ikke mente, at jeg passede ind i kriterierne. Men jeg var stædig, så jeg opsøgte en anden læge, som gerne ville henvise mig til en operation. Derfra fulgte lidt flere udfordringer, da Region Sjælland, som er der, jeg bor, trods min læges henvisning og min slidgigt i knæene endte med at afvise en fedmeoperation.

Heldigvis arbejdede jeg på daværende tidspunkt som lægesekretær på et hospital i Region Hovedstaden, og de var meget uforstående over for Region Sjællands beslutning. Så da jeg i 2019 som 46-årig blev tilbudt en fedmeoperation på det hospital, jeg arbejdede på, sagde jeg ja med det samme.

Jeg vil dog understrege, at det udelukkende var af fysiske årsager, at jeg sagde ja til operationen. Generelt har jeg altid været modstander af fedmeoperationer, hvis ikke der først er blevet taget hånd om den egentlige årsag til, at man overhovedet er blevet overvægtig. I mit tilfælde skyldtes overvægten nogle psykiske problemer, som stak meget dybt og gik mange år tilbage.

Det er min overbevisning, at der først skal være taget hånd om den egentlige årsag til overvægten, før en fedmeoperation kommer på tale. Ellers tror jeg ikke på, at fedmeoperationer har den tilsigtede effekt i det lange løb. For hvis man fx overspiser, som jeg gjorde, så skal du jo nok tage en masse kilo på igen, selvom du er blevet opereret for fedme. Det er jo ikke fedmeoperationen alene, der får dig til at stoppe med at spise.