At leve med svær overvægt er sjældent en dans på roser. Mange
personer med overvægt døjer med fysiske problemer som åndenød,
knæproblemer og søvnapnø, men der er også mange psykosociale
konsekvenser forbundet med at have svær overvægt – især blandt unge
mennesker. Mange oplever en negativ kropsopfattelse, dårligt selvværd,
isolation, depression og angst. Det skyldes blandt andet følelser af
ensomhed og ikke at være som de andre.2,3,4 Netop derfor
kan det være værdifuldt at læse andres beretninger om deres oplevelser
med svær overvægt, samt vidensartikler om biologiens betydning for
svær overvægt. Manglende dialog og viden om svær overvægt gør
desværre, at mange mennesker oplever stigma omkring deres tilstand -
fx oplever de, at andre mennesker synes, at de ikke gør nok for at
tabe sig.
I virkeligheden er der mange faktorer, som er helt udenfor vores
kontrol, hvad angår svær overvægt. Det er ikke udelukkende et
individuelt ansvar, men en kronisk sygdom, der kræver og berettiger
professionel hjælp. Lever du selv med svær overvægt, kan vi derfor
anbefale dig at snakke med din læge om mulige redskaber og strategier
til varigt vægttab, da du netop ikke skal være alene om det.